hun følte sig som en gammelkendt fremmed i byens gader, på de fedtede brosten mellem de lave huse. det var på den tid af året hvor de første afgrøder rystede jorden af sig, og som på de lyse dage med kartonblå himmel havde et så særpræget blågrønt skær, at de så næsten kunstige ud. klik-klak af hæle mod sten, flik-flak af tanker op blandt de spæde bøgeblade over hendes hoved. verden var en smule af lave, hendes familie skød hårdnakket skylden på den globale opvarmning mens hun selv nærmere så tegn på dommedag blandt de nærmest vinteraktive træer omkring hendes hovede. "der er intet som Danmark om foråret" sagde hendes moder i samme åndedrag som hun bestyrtet beklagede sine bange anelser om, at der ikke ville være noget tilbage til at blomstre omkring Sankt Hans. og hun vidste at det ville være absolut umuligt for hende at forklare moderen, at Gaia havde eksisteret mange millioner år før mennesket overhovedet havde opdaget at det havde modsatvendte tommelfingre, og at den nok ville bestå efter vi forsvandt også. lige nu og her var det forår, og hun vandrede i lave hæle gennem brostensgaderne i sin barndomsby. hun gik langsomt, tænkte at hvis hun gik langsomt nok ville det tage den tid det skulle for hende at nå ned til vandet, og hun ville ikke behøve at føle sig fjollet når hun endte med at sidde og vente der i flere minutter. men som sædvanlig når hun forsøgte denne teknik trak gaderne sig sammen under hendes hæle og hvert et museskridt bragte hende igennem et helt kvarter i byen. hun havde været tilbage i præcis 13 dage, 4 timer og 7 minutter (hvis man modregnede køreturen til byen fra lufthavnen) og lige nu, lige i dette sekund var det første gang i de dage, at hun følte en glæde ved at være lige præcis der. der lå en skjult morbid optimisme i hendes skridt, en følelse af at når det nu var sådan her, det skulle være, så kunne hun sgu lige så godt få det bedste ud af det. de papirhvide skyrande langs horisonten lovede en uskyldsren men dog formørket afslutning på dagen, en ironi der ikke gik tabt på hende. da hun nåede ud mellem de sidste huse og ned mellem de små røde fiskerhytter blændede solens genskær hende et øjeblik, da hun kiggede på sit armbåndsur. stadig 13 minuter til hendes møde, tretten 13 10+3 tretten.